Har du en langsom hjemmeside?

Hvor hurtig er din hjemmeside? Tager det mere eller mindre end 3 sekunder at loade din hjemmeside?

Og hvorfor er hastigheden SÅ vigtig. Hvad er der egentlig med de 3 sekunder?

Derfor er hastigheden vigtig!

Lidt afhængig af, hvem du spø’r, får du forskellige svar, men de fleste er enige om, at der i dag er mere end 1 mia. hjemmesider i verden. Nogle tal viser, at der er mere end 1,8 mia. hjemmesider.

I daglig tale, hører jeg ofte folk sige “det ved jeg ikke, spørg Google”. Og det er nok et meget godt bevis på, at de fleste har meget høje tanker om Google. 

Og det er samtidig også en indikation af, at du og jeg kan finde rigtig mange svar på de her mange hjemmesider.

Men vi er også blevet ekstremt forvænte. Nogle ville sikkert sige forkælede.

Og det betyder, at vi er utålmodige. Ikke nok med at vi vil have svar. Vi vil også have dem nu.

Hvis ikke vi får svarene med det samme, er vi hurtigt videre. 

Cookies

1, 2, 3 sekunder…

Ok. Så en hjemmeside skal være lynhurtig…

Men hvad er egentlig en hurtig hjemmeside?

Hvis du spø’r Google svarer de formentlig, at en hjemmeside maksimalt må være 3 sekunder om at loade.

Eller sagt med andre ord: du skal ikke forvente at nogen gider at vente mere end 3 sekunder på at dine hjemmesider kommer frem. 3 og et halvt sekund og brugeren siger adios amigo og er videre til den næste.

Hvorfor overhovedet spørge Google?

87% af samtlige online søgninger foretages på Google. Og selvom jeg indimellem godt kan synes, at Google er lidt for meget her, der og alle vegne, må jeg også indrømme, at Google på nogle områder ved en anelse mere end jeg gør, når det kommer til hvad brugerne på internettet ønsker og forventer.

Googles vigtigste mål er at få brugeren hen på den eller de hjemmesider, som løser brugerens problem hurtigst og bedst muligt. Og det er de åbenbart rigtig gode til for ellers var der nok flere som søgte svar andre steder.

Google behandler mere end 3.500.000.000 søgninger. Om dagen!! Google opgiver ikke selv tallet og mange mener, at tallet er endnu højere.

Det giver dem et rimeligt grundlag til at vurdere, hvornår en bruger mister tålmodigheden med en hjemmesides hastighed og klikker på den berømte og lidt frygtede pil øverst til venstre i browseren.

Hvis du tænker over det, er det vel logisk nok. En hjemmeside kan have det bedste indhold i hele verden, men hvis brugeren aldrig når derover, fordi hjemmesiden er for langsom, så falder værdien af indholdet vel lidt.

Det kan selvfølgelig godt tænkes, at brugerens tålmodighed er større, hvis hun ikke kommer direkte fra Google. Muligvis er “snoren længere”, hvis hun allerede kender din hjemmeside og ved, at det er dig hun vil handle med.

Men det vil være en stor regnefejl, hvis du satser på, at din hjemmesides hastighed er ligegyldig.

Hjemmeside hastighed – mobil eller desktop?

De færreste er klar over, at søgeresultatet i Google kan være forskelligt afhængig af om du søger på din computer eller på din mobil telefon. 

I gamle dage (for 5-10 år siden 😳) udviklede man en ny hjemmeside så den var tilpasset en computer. Herefter tilpassede man indholdet, så det også kunne vises på en mobiltelefon.

I nogle tilfælde bestod tilpasningen i, at man slettede indhold og moduler, fordi man var bange for at siderne blev for lange. Man var i store træk enige om, at brugerne ikke ønskede lange sider og at det at skulle scrolle meget, ville skræmme brugerne væk.

I dag er ser stadig mange holdninger til om en side skal være kort eller lang.

Omkring 2016 skete der det, at mobiltelefonen halede ind på computeren og blev vores foretrukne måde at inhalere internettet på. 

I 2019 foregik 63% af al amerikansk trafik på mobil og intet tyder på, at den udvikling bliver ændret.

Som reaktion på det, besluttede Google i 2016 et paradigmeskift.

Mobile-first-index

Mobile-first indexing betyder, med Googles egne ord, at Google primært bruger mobilversionen af en hjemmeside til at indeksere og rangordne en side.

Før 2016 var det omvendt, og der tog Google primært udgangspunkt i desktop versionen.

I mange tilfælde behøver paradigmeskiftet ikke at have nogen praktisk betydning for din hjemmeside.

Men der er et par ting, du skal være opmærksom på:

  • Du bør anvende en moderne platform, som automatisk tilpasser indholdet til platformen indholdet vises på. Det er vigtigt, at det er nemt at læse indholdet (responsive layout).
  • Indholdet bør være det samme på både desktop og mobil
  • Hastigheden på mobil visningen skal være mindst lige så hurtig som på desktop

Som tommelfingerregel bør du sigte efter en hastighed på maksimalt 3 sekunder på begge enheder og at indholdet er identisk.

I praksis er der næsten altid forskel på hastigheden på mobil og desktop visninger og vores erfaring er, at mobilvisninger næsten altid er langsommere end desktop. Uanset hvad dit resultat er, er det dog vigtigt, at du fokuserer på din mobil hastighed som det første.

Får du styr på mobilhastigheden, får du som regel også helt automatisk styr på din desktop hastighed.

Sådan finder du hastigheden på din hjemmeside

Der er flere måder at finde din hjemmesides hastighed på. Vores foretrukne måde er Googles eget værktøj, som hedder PageSpeed Insights.

Det eneste, du behøver at gøre er, at indsætte adressen i feltet øverst på siden og så klikke på knappen “analysér”.

Ganske få øjeblikke efter, får du et overblik over din hjemmesides hastighed, som ligner billedet herunder. I toppen af siden, kan du klikke mellem “mobilenhed” og “computer”.

Som sagt, der findes andre måder at måle hastigheder på. Det vigtige er ikke så meget hvilket værktøj du bruger. Det vigtige er, at du rent faktisk bruger et og at du herefter bruger den viden du får til at optimere, hvor du kan.

PageSpeed Insights er gratis

PageSpeed Insights er et gratis værktøj og jeg bruger det hele tiden. Der er ingen begrænsninger på, hvor mange sider du kan måle eller hvor ofte, du må bruge det.

Jeg har bookmarket siden, så jeg altid har den lige ved hånden.

MANGE sider er langsommere end 3 sekunder

WordPress er en af de mest anvendte platforme i verden og nogle påstår, at 35% af internettet er “Powered by WordPress”. Og det er der mange gode grunde til. Blandt andet at du kan lave næsten hvad som helst på en WordPress platform.

Slagsiden for så meget fleksibilitet er dog, at WordPress har et dårligt ry, når det kommer til hastigheder. 

Og det er ikke uden grund.

Hastighed er dog ikke kun et WordPress problem. Mange andre platforme døjer med den samme udfordring.

Et øjebliksbillede

Enhver hastigheds score på en side er et øjebliksbillede. Og der er flere ting, som kan påvirke dette billede i både positiv såvel som negativ retning.

To af de mere oplagte årsager har at gøre med den server som hoster din hjemmeside. En “server” er jo i bund og grund bare en slags computer. Jo ældre og dårligere en computer eller en server er, desto langsommere er den.

Shared server

De fleste webservere har også det til fælles, at de har flere hjemmesider installeret. Det betyder, at du deler den samme mængde ressourcer med andre. Hvis din hjemmeside eller nogle af de andre hjemmesider på din server oplever større udsving i trafikken vil det formentlig kunne påvirke din hjemmesides hastighed.

Det kan være noget så simpelt som at en af de andre hjemmesider har et Black friday tilbud, som tusindevis af besøgende ønsker at købe.

En anbefaling herfra er, at lave regelmæssige check af hastigheden. Med tiden vil du opnå et mere realistisk billede af sidens performance.

Sh!t… ALLE sider…?

Når du indtaster “ditdomæne.dk” i feltet på PageSpeed Insights får du svaret på denne ene side – også kaldet din forside eller HomePage. Men din hjemmeside består formentlig af mere end blot én side.

Så tænker du måske…

Er det virkelig nødvendigt at måle ALLE mine sider? Herunder kontaktside, produktsider,  cookiepolitik osv. osv.

Og nej, det er det Ikke nødvendigvis.

Men det er vigtigt, at du ikke overser sider med lav hastighed, for det kan muligvis have en negativ effekt. I særdeleshed i din sides generelle forhold til Google.

Kom i gang…

Hvis ikke du allerede har indtastet dit domænenavn i PageSpeed Insights, så er lige nu et godt tidspunkt.

Når værktøjet har tygget lidt på indholdet, får du et resultat, der ligner det her.

Du kan også vælge at checke din hjemmesides hastighed på pingdom.

Hjææælp… min hjemmeside er langsom!

Hvis du oplever det samme som os og finder ud af, at din hjemmeside ikke er helt så hurtig, som du havde håbet på, så fortvivl ikke.

Hvis du kigger dig lidt omkring på siden her, finder du et link til en anden video, hvor jeg viser dig, hvilke muligheder du har for at øge hastigheden.

God fornøjelse.